Om Tilbedelse i Islam

bismillah

BØN OG TILBEDELSE

DEN RETTE TILBEDELSES ÅND

(´ibaadah) er et arabisk ord, der kommer fra roden: ´a-ba-da. Abd betyder tjener, og derfor underkastelse. Allah er Herskeren, og du er tjeneren. Hvad som helst tjeneren gør i lydighed overfor sin herre, er (´ibaadah). Den islamiske opfattelse af (´ibaadah) er meget bred. Hvis du renser din tale fra skidt og ukvemsord, falskhed og løgn, og i stedet taler sandt og godt om tingene, og gør alt dette udelukkende, fordi det er Gud, der har pålagt dig det, så er det (´ibaadah) uanset hvad. Hvis du adlyder Gud i f.eks. forretningslivet og i økonomiske anliggender til punkt og prikke, overfor alle du er i kontakt med. så er det (´ibaadah). Hjælper du de fattige og hjemløse, giver mad til de sultne, og giver omsorg til dem der lider, så er også dette (´ibaadah), såfremt du gør det oprigtigt og uden nogen skelen til egen fordel. I korthed kan det siges, at alle dine aktiviteter er (´ibaadah), såfremt de sker i henhold til Guds Lov, og det endelige og eneste mål er at søge behag hos Gud. Så når du gør det gode og undgår det onde, så gør du det for at behage Gud, eller undgå noget af frygt for at mishage Gud. Gør du dette i alle livets faser og situationer, så er dine islamiske pligter under udførelse. (´ibaadah’s) sande oprindelse er at behage Gud. Selv dine pligter i økonomisk henseende er det, når du tjener dine penge ærligt, og forsørger dem der er afhængig af dig, så længe du er ærlig og sandfærdig i det hele og opfylder Guds Lov. 

Kort og godt kan man altså sige, at (´ibaadah) dækker alle menneskets aktiviteter, når blot de er i henhold til de ting, Gud har befalet vi skal gøre. Som en hjælp til at nå disse mål er tilbedelse blevet en praksis. Det er en træning, og jo mere vi øver os, des bedre bliver vi udstyrede til at forene teori med praksis.

På denne måde er (´ibaadah) en søjle hvorpå resten af islams bygning hviler.

Bønnen (AL-SALAAH)

(Al-Salaah) er den mest fundamentale af de obligatoriske elementer i (´ibaadah). Det er navnet på de fem daglige bønner, der består af fem gange forfriskende og gentagende oplevelser, af det du er overbevist om. Du står op tidlig om morgenen, vasker dig, og præsenterer dig selv foran Gud i bøn. De mangeartede bevægelser og positioner under bønnen, er selveste ånden i underkastelse. De mange recitationer påminder dig hele tiden om din tilknytning til Gud, du søger din Guds hjælp og retledning, og beder Ham igen og igen om at støtte dig til ikke at blive af dem, der vækker Hans vrede, men til at følge den af Ham valgte vej. Du læser op fra Guds bog og udtrykker dig som et vidne overfor de mange profeter og opfrisker troen på dommens dag og husker på at du skal stå til regnskab foran din Herre, for samtlige af dine handlinger.

Det er sådan din dag begynder. Efter nogle få timer kaldes der igen til bøn, og igen går du i prostration for Gud og fornyer din pagt med Ham. Du lægger for nogle få øjeblikke afstand mellem dig og dine verdslige gøremål og søger indenfor i audiens hos Gud. Denne handling påminder dig endnu engang om din virkelige rolle i livet. Efter denne lille aftræden går du igen tilbage til dine øvrige affærer, indtil du efter endnu nogle timer igen skal foretræde foran din Herre. Igen bliver du påmindet om din relation til Gud og livet. Når så solen går ned, og aften mørket begynder at sænke sig om dig, træder du endnu engang frem til bøn, så at du ikke glemmer dine pligter og afrunder dine bønner for dagen. Efter nogle få timer præsenterer du dig så igen for sidste gang i dette døgn foran din Herre, fremsiger dine bønner, og fuldkommengør derved hele døgnets cyklus af henvendelser til Gud. Bønnernes tidspunkt og sted får dig til aldrig at glemme formålet og meningen med dit liv, midt i alle de verdslige gøremåls forvirring. 

Det er let at fatte, hvordan daglige bønner kan styrke grundlaget for tro, og forberede til et liv med gode egenskaber og lydighed mod Gud. Det er som en forfriskning for troen, og fra dette opstår der mod, oprigtighed, meningsfuldhed, renhed i hjertet, sjælens udvikling og moralsk berigelse.

Læg mærke til hvordan dette opnås. Du foretager din afvaskning, på den måde det er blevet beskrevet af profeten Muhammad, og du fremsiger dine bønner, på den måde han har foreskrevet, Allah velsignelse og fred være med ham. Og hvorfor det? Simpelthen fordi du tror på profeten Muhammad, Allah velsignelse og fred være med ham, og derved bliver det din pligt at følge hans foreskrifter uden beklagelser. 

Endvidere er det nødvendigt at sige bønnerne sammen med andre, og især fredagsbønnen. Dette er med til at skabe følelsen af broderskab og samhørighed og styrker kærlighedens båndet mellem mennesker. Der opstår en form for kollektiv enhed og en udligning af skellene mellem rig og fattig. Bønnen virker også som en forenede faktor, mellem dem der regerer, og dem der bliver regeret over, mellem den sorte og den hvide mand, analfabeten og den uddannede. Alle sammen står på en række og beder til samme Gud. Bønnen er også med til at optræne en stærk disciplin og lydighed under en valgt Imam. Med andre ord, bønner er med til at fremelske alle de egenskaber, der kendetegner et rigt individuelt og kollektivt liv. 

FASTEN

Hvad bønnen søger at gøre for os hver dag, gør fasten i Ramadan for os på en måned [Ramadan er den niende måned i månekalenderen], en gang om året. I denne periode hverken spiser eller drikker vi noget som helst fra daggry til skumring, uanset hvor sultne vi bliver, og uanset hvor tillokkende og lækker en anretning vi bliver præsenteret for. Hvad er det, der får os til frivilligt at gennemgå sådanne strabadser? Det er intet andet end tillid til Gud, og tro på Ham og dommens dag. Hvert eneste øjeblik under fasten undertrykker vi vores ønsker og indfald, og gennem det udtrykker vi i virkeligheden en bekræftelse på Guds Lovs ophøjethed. Denne bevidsthed om pligt, ånd og tålmodighed, der får os til at overholde fasten igennem en hel måned, styrkes gennem fasten, og den styrker vores tro. Strabadserne og disciplinen gennem denne måned stiller os ansigt til ansigt med livets realiteter og hjælper os til at klare vores liv gennem resten af året, et liv i sand underkastelse under Hans vilje. 

Fra et andet synspunkt ser det ud til, at fasten har en stærk indflydelse på samfundet, for alle muslimerne, uanset deres status, skal faste gennem den samme måned. Denne understregning af menneskenes enhed, og deres ligeværd bringer os et langt stykke nærmere broderskabet mellem mennesker. I 1øbet af måneden ramadan afslører ondskab sig selv, mens godheden træder i forgrunden, og hele atmosfæren er fyldt med renhed og fromhed.

ZAKAAH

Den tredje pligt er (zakaah). Enhver muslim er pligtig til at betale en bestemt del af sin opsparing (2,5%) når den er over et vist minimum, en gang om året, til sine fattige medborgere, en ny-konverteret Islam, en rejsende eller en person medgæld. Dette er minimum, men jo mere du betaler, des mere vil Allah vise Sin Barmhjertighed overfor dig.

Pengene, der bliver betalt i (zakaah), er ikke noget Allah behøver eller modtager, Han er hævet over alle behov eller ønsker. Han lover os i sin milde og barmhjertige egenskab, at der vil blive os en stor belønning til del, dersom vi hjælper vores svagere-stillede brødre. Dog, der er en væsentlig betingelse for at blive belønnet på den måde, og det er: når vi betaler i Allahs navn, så må vi ikke forvente noget som helst materielt igen fra nogen side, heller ikke om det er et godt rygte eller lignende.
 

(Zakaah) er lige så meget en hovedbestanddel af Islam, som de andre dele af (´ibaadah) er det: bønnen (Salaah), samt fasten (sawm). Den fundamentale værdi består i, at den forankrer i os noget, der hjælper os af med selviskhed, og det forhindrer samfundet i at have en urørlig «pengeadel>. Islam accepterer kun de folk indenfor sine rækker, der er villige til at give ud af det. de har tjent på Guds vej, villigt og uden skelen til andre fordele. Der er ingen plads til nærighed. En sand muslim vil. når kaldet lyder, ofre alle sine ejendele på Allahs vej, idet (zakaah) forpligtigelsen allerede har trænet ham i at gøre det.
 

PILGRIMSREJSEN (Haj)

Den fjerde hovedbestanddel af (´ibaadah), er hadj, pilgrimsrejsen til Makkah. Byen Makkah omgiver i dag det lille hus, som profeten Abraham, Allahs fred være med ham, opførte til hjælp til tilbedelse af Allah. Allah belønnede ham ved at kalde huset for «Sit Eget Hus>>, og ved at gøre det til centret, mod hvilket alle vender deres ansigter i bøn. Desuden gjorde Han det obligatorisk for alle der har råd til det, mindst en gang i deres liv, at besøge dette hus. Dette besøg, er ikke blot en venskabelig visit. Pilgrimsrejsen har sine ritualer og betingelser, der skal opfyldes, noget der indgiver i os, fromhed og godhed. Når vi tager på pilgrimsrejse kræves det af os, at vi undertrykker vores lidenskaber, afstår fra blodsudgydelser og forbliver rene i ord og handling. Gud lover belønning for vores oprigtighed og underkastelse.Pilgrimsrejsen er på denne måde den højeste af alle former for (´ibaadah). Fordi intet menneske, der ikke virkelig elsker Gud, ville begive sig ud på en så lang rejse, efterladende alle sine kære bag sig. Denne pilgrimsrejse er ikke som nogen anden rejse. På denne rejse er alle tanker koncentrerede om Allah, hele ens væsen vibrerer af intensitetens ånd, og når man når frem til de hellige steder, så finder man en atmosfære fyldt med fromhed, godhed og guddommelighed. Stederne der besøges, har været vidne til Islams storhed. Alle disse indtryk efterlader i sindet uslettelige spor og indtryk, som forbliver der til det sidste åndedrag.

Uddrag fra Islams principper af Abul a´la Maududi