Om Islams Lov (al-Sharii´ah)
Indtil nu har vi taget os af troen (al-Diin). Nu kommer vi til en diskussion, der gælder profeten Muhammads Lov (Sharii’ah), Allahs velsignelse og fred være med ham. Men lad os først helt klarlægge forskellen mellem Tro og Lov (diin og Sharii´ah).
FORSKELLEN MELLEM (DIIN) OG (SHARII´AH)
I det foregående kapitel fortalte vi om hvordan de tidligere profeter alle prædikede Islam. Det vil sige troen på Gud med alle Hans egenskaber, troen på dommedag, troen på profeterne og bøgerne sendt fra Gud; de fortalte folk, at de skulle leve et liv i lydighed og underkastelse under deres Herre. Dette er, hvad der kendetegner troen (al-diin), og det var den almindelige lære hos alle profeterne.
Adskilt fra denne (diin), er der en Lov (Sharii´ah), en detaljeret norm for adfærd, der omfatter tilbedelses ritualerne, moralsk standard i livet samt lovgivning for det der tillades, og det der påbydes, en lov der skelner mellem godt og ondt samt rigtigt og forkert. En sådan lov har undergået forandringer fra tid til anden. Til trods for at alle profeterne havde den samme (diin), bragte de med sig forskelligheder i (Sharii´ah) tilpasset deres tid og folks behov. Denne proces sluttede med profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, den sidste profet der bragte den endelige livsformel. Den formel, der vil være til rådighed for hele menneskeheden til tidernes afslutning. (Al-diin) har ikke undergået nogen forandring, men alle de tidligere (Sharii’aer) er skiftet ud med den omfattende (Sharii´ah) fra Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham. Det er et toppunkt i den store proces i menneskenes træning, der startede i tidernes morgen blandt de første mennesker.
KILDEN TIL SHARII´AH
Når det drejer sig om Loven (al-Sharii´ah) fra Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, så tager vi udgangspunkt i to kilder. Koranen og profetiske beretninger (Hadiith). Koranen er den guddommelige åbenbaring, hvert eneste ord er fra Allah. De profetiske beretninger er derimod en samling af instruktioner givet af profeten. De er fra hukommelse, af dem der var sammen med ham, videregivet til andre af dem, der var de første vidner til profetens adfærd og udtalelser. Senere hen blev disse udtalelser sorteret og samlet af meget ansvarlige mænd, og de blev arrangeret i samlinger under navne efter dem, der samlede dem: Malik, Bukhari; Muslim, Tirmidhi, Abu Dawud, Nasaa’i og Ibn Majah. Disse regnes for at være de mest autentiske.
FIQH
En detaljeret lovgivning udledt af Koranen og de profetiske beretninger, der dækker de utallige problemer, der rejser sig i løbet af menneskets liv, er blevet formuleret af nogle af fortidens mest fremtrædende personligheder. Muslimerne burde altid forblive taknemmelige overfor disse mennesker, der i lærdom og vision, viede deres liv til at opnå indsigt i Koranen og de profetiske beretninger. Hvilket har gjort det let for enhver muslim at forme sit dagligliv, i henhold til det, der kræves af ham ifølge Loven (al-Sharii´ah). Det er på grund af disse persons slid, at muslimer over hele verden med lethed kan følge (Sharii´ah), til trods for at deres vidensniveau slet ikke står mål, med det, der er nødvendigt for dem, hvis de selv skulle udlede og tolke fra Koranen og de profetiske beretninger.
Til trods for at der var mange religiøse lærde, der i begyndelsen påtog sig dette vanskelige arbejde, er der kun fire anerkendte rets-skoler tilbage, og de er:
– Fiqh indenfor Hanafi rets-skole: Blev stiftet af Imam Abu Hanifa Nu’man Bin Thabit, assisteret af Abu Yusuf Muhammad Zufar og andre. De havde alle stor religiøs baggrund. Denne skole er kaldt Hanafi- skolen. [Abu Hanifa døde: 150 h/767 A.D.]
– Fiqh indenfor Maliki rets-skole: Blev stiftet af Imam Malik Ibn Anas. [Malik Ibn Anas døde: 179 h / 798 A.D.]
– Fiqh indenfor Shafi´i rets-skole: Blev stiftet af Imam Muhammad Bin Idris al-Shafi´iy. [Imam al-Shafi´iy døde: 240 h/854 A.D.]
– Fiqh indenfor Hanbali rets-skole: Blev stiftet af Ahmad Ibn Hanbal. [Imam Hanbal døde: 241 h/855 A.D.]
Alle disse nævnte skoler blev stiftet indenfor en tidsperiode af to hundrede år fra profetens tid. Forskellene der fremkommer indenfor de forskellige skoler er det naturlige udfald af, at sandheden kan ses fra flere sider. Når forskellige personer påtager sig at tolke en bestemt begivenhed, så når de frem til forskellige forklaringer, set i deres eget lys, hvilket giver disse forskellige skoler den autenticitet som bliver sat i forbindelse med dem, sammen med den ulastelige status skolernes grundlæggere havde, og den metode de anvendte. Det er derfor muslimer, uanset hvilken skole de tilhører, altid anser alle de fire skoler for at være korrekte og sandfærdige.
Dette til trods, kan man normalt kun følge én af de fire rets-skoler i én bestemt tilbedelses handling. Det, som de fleste muslimske lærde er enige om, er, at muslimerne er forpligtede til at følge én af disse rets-skoler. En anden gruppe af lærde siger, at det ikke er nødvendigt at følge én bestemt rets-skole i sig selv. De har den holdning, at for den, som har viden/indsigt kan udlede direkte fra Koranen og de profetiske traditioner (al-sunnah), mens de, som ikke har viden og ikke er i stand til at udlede på egen hånd fra Koranen og de profetiske traditioner, skal følge det, som de anser som værende korrekt hos de lærde, som de er trygge ved, når det gælder deres vidensniveau, sandfærdighed og gudsfrygt. Den gruppe af muslimer kendes under navnet (ahl al-hadiith). Deres position er korrekt, ligesom det er tilfældet for de fire nævnte skoler.
Sufisme (al-TASAWWUF)
Den juridiske tradition (Fiqh) omhandler alene den synlige fremtræden [de ydre handlinger], og ser ikke på, om den påbudte handling blev udført i den rette ånd [den spirituelle/indre tilstand]. Det, som derimod berør hjertet, og tager sig af dets tilstand, kaldes sufisme (Tasawwuf). F.eks. når vi udfører bønnen, ser (fiqh) på, om ens udførelse af (wuduu’) er gyldig eller ej? Og om man har udført bønnen i retning mod Den Hellige Moske (Masjid al-Haraam) eller ej? Og om man har udført samtlige obligatoriske søjler i bønnen eller ej? Og har man reciteret alt det, som skal reciteres eller ej? Det er hvad (fiqh) fokusere på, og hvis man har udført alt dette, vil bønnen være gyldig/korrekt i henhold til (fiqh). Men det, som sufisme fokuserer på, er hjertets tilstand/bevidsthed, når tilbedelseshandlingen bliver udført. Har man udført bønnen med den rette koncentration ved at fjerne de daglige bekymringer fra hjertet, samt med nærhed og i en tilstand af ydmyghed velvidende, at Han er (alt) Observerende og (alt) Seende. Og hvorvidt man søger alene Allahs Tilfredshed, og hvorvidt bønnen har udviklet/løftet din sjæl, og om hvorvidt bønnen har forbedret din karakter, og om hvorvidt den har gjort dig til en oprigtig handlekraftig troende. Derfor er din status ifølge sufisme afhængig af, hvor meget man udvikler sig under bønnen. Som nævnt så fokuserer (fiqh) alene på Lovens ydre handlinger og hvorvidt disse er udført korrekt i henhold til det påbudte. Mens sufisme søger mod hjertets tilstand, såsom loyalitet, rene intentioner og oprigtig lydighed, når tilbedelserne bliver udført.
Følgende eksempel vil gøre forskellen mellem (fiqh) og (tasawwuf) endnu tydeligere. Hvis du møder en mand, kan du se på vedkommende på to måder. En af måderne er, at du ser på hans ydre. Er hans krop fuldkommen, har han samtlige legemsdele eller er personen handicappet, halter han eller er han blind? Er han smuk eller grim? Er han klædt i flotte stilet klæder eller er klæderne usle? Den anden måde at se på personen på er, at du forsøger at kende personens moral, vaner, karakter, vidensniveau og rationalitet. Den første måde af de to er (fiqh), og den anden er (tasawwuf). Det er som bekendt vigtigt, at hvis man ønsker at blive venner med en person, at man tænker over denne person i henhold til begge nævnte måder. Og man ønsker sig selfølgelig, at denne person både har en smuk ydre og en smuk indre. På samme måde vil det [menneskelige] liv kun opfattes som værende smuk i henhold til Islam, hvis det opfylder samtlige forpligtigelser i Loven (al-Sharii´ah) med hensyn til begge, altså både det ydre og det indre.
En persons tilbedelse, hvis ydreform er korrekt, men som mangler det rette åndelige indre stadie, er ligesom en smuk krop uden sjæl. Og en person, som besidder den rette indre tilstand, men hvis handlinger ikke er i henhold til den påbudte ydreform, er ligesom en retskaffen mand der halter med et afskyeligt udseende og ødelagte øjne.
Ovenstående eksempel viser forskellen mellem (fiqh) og (tasawwuf). Men det er noget, der får hjertet til at bløde og øjne til at løbe i vand, og det er, at de islamiske videnskaber og de muslimske karakterer er blevet ramt og beskadiget i den seneste tid, hvilket har medført [åndelig] korruption og ondt adfærd, som desværre også har haft indflydelse på den rene sufisme (tasawwuf). Der er desværre flere, som har taget ikke-muslimske filosofiske idéer til sig, og indført disse i Islam under det påskud, at det er tale om sufisme. Ligesom de også har givet navn til mange eksterne tanker og retninger, som hverken har grobund i Koranen eller de profetiske beretninger. Derefter har flere af disse skredet til yderlighederne ved at frigøre sig fra Islams rammer, og påstod at sufisme ikke har nogen forbindelse til Loven (al-Sharii´ah). Disse vildledte sufier påstod, at der er tale om to helt forskellige og uafhængige størrelser, og derfor bør en sufi ifølge deres mening ikke binde sig til regler og religiøse forpligtigelser. Dette er hvad du vil høre fra flere af de vildledte/uvidne sekter, der kalder sig sufier. Men dette er ikke sandt. Det er ikke tilladt for en sufi at frigøre sig for de påbudte forpligtigelser, såsom udførelse af bønnen (al-salaah), (al-zakaah) og pilgrimsrejsen (al-haj). Ligesom det heller ikke er tilladt for en sufi at gå imod en regel, som Allah og det noble sendebud, Allahs velsignelse og fred være med ham, er kommet med vedrørende økonomi, forsamling, socialisering, karakter, adfærd, rettigheder, forpligtigelser og rammerne for det tilladte (al-halaal) og det forbudte (al-haraam). Derfor fortjener den, der følger sendebuddet, Allahs velsignelse og fred være med ham, korrekt og lader sig indordne af den rette vejledning, at blive kaldt en muslimsk sufi, idet den vildledte form for sufisme har ikke basis i Islam. Sufisme (al-tasawwuf) er derfor ikke andet end et begreb, der udtrykker Kærligheden til Allah og Sin troværdige sendebud. Den sande form for sufisme giver ikke rum for afvigelse af det, som Allah og sendebuddet, Allahs velsignelse og fred være med ham, er kommet med. Den muslimske sufi afviger derfor ikke, men holder sig til forpligtigelserne ved at udføre dem i en tilstand af loyalitet, oprigtige intentioner og et rent hjerte.
Uddrag fra Islams principper af Abul a´la Maududi