MENINGEN MED ISLAM
Alle religionerne i verden her fået deres navn efter deres stifter, eller efter den nation, i hvilken den blev til. Det gælder f.eks. for kristendommens vedkommende, der tager sit navn efter profeten Jesus Kristus, for buddismen der her fået navn efter Gatama Buddha, Zoroastrianismen, der her sit navn fra stifteren Zoroaster, og hvad jøderne angår, så er det en stamme ved navn Judah bosat i den landsdel der hed Judæa (Palæstina). Det samme forhold gør sig gældende med alle andre religioner, undtaget er kun Islam, der nyder den udsøgte ære ikke at være associeret med nogen særlig person, eller geografisk relation. Der er heller ikke tale om nogen form for menneskeligt påfund hvad angår Islam, for Islam er en universal religion, og det er Islams mål at skabe og kultivere egenskaberne hos mennesket, som kan kaldes “Islam”.
Islam er rent faktisk en egenskabelig titel. Enhver der her den egenskab som Islam står for, uanset hvilket samfund, race eller gruppering vedkommende tilhører, er en muslim. I henhold til al-Qur’an [ofte kaldet Koranen, der er muslimernes hellige bog] har der blandt alle folkeslag og i alle tidsaldre været gode og retskafne mennesker, der besad denne egenskab. Alle disse mennesker var muslimer i ordets egentlige betydning.
HVAD BETYDER « ISLAM »
Islam er et arabisk ord og dets rod er: underkastelse, overgivelse og lydighed. Som religion betragtet, står Islam for den fuldstændige underkastelse og lydighed overfor Allah.
Enhver kan se at vi lever i et velordnet univers, hvor alle ting er blevet gives sted og mening. Månen, stjernerne samt alle de himmellegemer er sammenknyttet i et storslået system. De følger uforanderlige love, der gør selv den mindste unøjagtighed i deres løbebane utænkelig, og på samme måde forholder det sig med alle ting i denne verden fra den allermindste elektron, til den mægtige stjernetåge, alt følger en lov, som er sat over det. Materie, energi og liv, er alle underkastede elementer der lever, dør, gror og ændres i henhold til de fastsatte lovregler for arten. Selv i den menneskelige verden er der lovregler fra naturens hånd. Menneskets (op)fødsel, vækst og død og hele liv, reguleres af biologiske love. Mennesket modtager sin føde gennem naturens uforanderlige love. Alle kroppens organer, fra det mindste væv og til hjerne-og hjertefunktioner, regeres i henhold til love og regler der er fastsat for dem. I al korthed kan siges, at vores univers er et univers regeret af love nøje fastsat, og alting der følger efter, eller fungerer omkring disse love, er underkastet denne forudbestemte funktion.
Denne mægtige altgennemtrængende lov, der regerer over alt hvad der findes i universet, fra det mindste støvkorn til himlenes overvældende galakser, er Guds lov. Det er universets Skaber og Regents lov. På samme måde som hele universet og hele skabningen adlyder Guds love, kan man egentlig sige, at det hele er i «Islam», fordi Islam ikke står for andet end princippet om at adlyde Gud, og at underkaste sig universets skaber. Solen, månen, jorden og alle de andre himmellegemer er således på en måde muslimer, og ligeledes er vandet, luften, varmen, stenene, træerne og dyrene, fordi de alle adlyder og underkaster sig Guds love. Selv en person der nægter at tro på Allahs eksistens, eller som tilbeder nogen anden end Ham, er faktisk nødsaget til at være muslim, hvad angår hans fysiske eksistens, fordi hans legeme og liv, fra fødsel til død og opløsningen efter døden, alle lemmernes og organernes funktioner livet igennem, alt dette, er underkastet de guddommelige love og forordninger. Selv den tunge han har, en tunge der måske taler usandt og nedvurderer selv Gud, er underkastet den guddommelige lov på det fysiske plan, det er en muslimsk tunge. Tungen sammen med hjernen og det hoved, som han så villigt bøjer for alt andet end den Gud han burde bøje det for, er født i Islam. Det samme gælder hjertet, der måske har følelser og viden, kærlighed og længsel, er per intuition muslim. Kun reglerne fra den guddommelige lov regerer i universet, og alt adlyder disse befalinger.
Lad os nu undersøge disse ting fra en anden synsvinkel. Mennesket er således indrettet, at der findes to former for aktiviteter fra dets side. På den ene side er mennesket i et område hvor han er totalt omringet af de fysiske guddommelige love. Ligesom de andre arter er mennesket fuldstændig omslynget af de fysiske love, og kan slet ikke undslippe deres herredømme over ham, men der er et andet område, et område hvor han har andre funktioner. Mennesket er blevet givet intellekt og begrundelse for tanke og handling. Mennesket kan forme meninger og mennesket kan vælge og bedømme på forskellig måde. Mennesket er frit stillet og kan vælge en hvilken som helst livsform det måtte ønske. Enhver religion eller ideologi står åben for ham. Han kan forme sin egen adfærd, eller han kan acceptere den andre har formet før ham selv. Modsat andre skabninger er han blevet givet frihed hvad angår tanke, valg og handling. Kort sagt, mennesket er blevet givet en fri vilje.
Disse to aspekter sameksisterer side om side i menneskets tilværelse. I den første række er han født som muslim, uforanderligt følgende Guds love, tvunget til at forblive hvad han nu er. I anden række har han friheden til at vælge at blive muslim, eller at lade være. Det bliver således menneskets evne til at udøve denne valgfrihed, der placerer mennesket i en ud af to grupper – troende/ikke-troende. Et individ, der vælger at vedkende sig sin Skaber, accepterer Ham som sin virkelige Herre, ærligt og ikke modstridende, accepterer den guddommelige lov, og følger dens regler. En sådan person har opnået fuldkommenhed, hvad hans Islam angår, fordi han har besluttet sig for lydighed på et område, hvor han havde valgets frihed. Han er perfekt som muslim; hans accept o g underkastelse under Allahs vilje er Islam, og intet andet end Islam.
Dette at mennesket har underkastet sig Ham, som han allerede ubevidst adlød, er nu blevet til en bevidst lydighed, hvor det før var en tvungen og ufrivillig lydighed. Hans virkelighed er nu blevet øget i bevidstheden, fordi han har vedkendt sig Den der fra begyndelsen gav ham kraften og evnen til at lære og vide. Nu er hans årsag og dømmekraft i balance, fordi han har valgt at adlyde, den der gav ham evnen til at tænke og bedømme. Nu er hans tunge blevet sandfærdig, fordi den udtrykker troen på Herren, der gav den evnen til at tale. Nu er hele personens eksistens en legemliggørelse af sandhed på alle livets områder, for han adlyder både frivilligt og ufrivilligt de guddommelige love, Universets Herres love. Nu er han i fred med hele universet, fordi han tilbeder den samme som hele det samlede univers tilbeder. En sådan person er Guds viceregent på jorden. Hele verden er for ham, og han er til for Gud.
Uddrag fra Islams principper af Abul a´la Maududi