Det Islamiske Forbund i Danmark

Muslim Association of Denmark الرابطة الإسلامية في الدانمارك

Om Den Islamiske Overbevisning

TRO - HVAD ER DET FOR NOGET?
Tro er det vi har beskrevet i det foregående, som viden og erkendelse. Det arabiske ord « iman », som vi har oversat til dansk som «tro», betyder egentlig; «Erkendelse», «overbevisning», til et punkt hvor der ikke er skyggen af tvivl tilbage. Tro er således en stærk overbevisning, der opstår gennem erfaret viden og vished. Den person der erkender og holder fast ved en urokkelig tro på Guds-enhed, Hans egenskaber, Hans lov, Hans åbenbarede retledning og den guddommelige forordning om belønning og straf, kalder vi en «mumin» en «troende». Denne tro vil uvilkårligt lede mennesket til at leve et liv i lydighed overfor Guds vilje, en sådan person er en «muslim».

Det er derfor klart at en person der ingen tro (iman) har, kan ikke være muslim. Det er en uafvigelig hovedbestandel som er det begyndende punkt, uden dette kommer man aldrig i gang. Relationen mellem Islam og iman, er den samme som træet til sit eget frø. På samme måde som det ikke er muligt for et træ at spire uden frø, er det ikke muligt for en person, der fra begyndelsen ingen tro og overbevisning har, at blive muslim. På den anden side set, kan det ske, i lighed med et frø der bliver sået, at frøet ikke gror, eller om det gror, så udvikler det sig ukomplet eller med et handikap, så kan det også forekomme at et menneske med tro, men samtidig med en række svagheder, ikke bliver en sand eller standhaftig muslim.

...

HVORDAN OPNÅR MAN VIDEN OM GUD?
Nu rejser spørgsmålet sig, -hvordan opnår man viden og tro på Gud, Hans egenskaber, love og dommedagen?

Vi har allerede refereret til utallige Gudsmanifestationer, både i os selv, og i vores omgivelser, der vidner om det fakta, at der er en, og kun en Skaber og Regent i dette univers, det er Ham der kontrollerer og styrer dette univers. Disse manifestationer reflekterer de guddommelige egenskaber hos Skaberen; Hans store visdom, Hans altomfattende viden, Hans almagt, Hans barmhjertighed, Hans kraft - i al korthed, Hans egenskaber kan spores overalt i Hans værk. Men menneskets intellekt og evne til at absorbere viden, forfejler at observere og forstå disse tegn i skabelsen, Visse mennesker har argumenteret for «to guder», andre har grebet til en tro på «tre-enighed», og endnu andre har forfaldet til «fler-guderi» generelt. Andre har tilbedt naturen, og så er der nogle der har delt Skaberen op i guder for regn, luft, ild, liv, død og så videre.

På samme måde har mennesker givet udtryk for livet efter døden, som f.eks at mennesket vil blive reduceret til støv efter livet, og at det ikke vil blive oprejst til liv igen; at mennesket er underlagt en proces af kontinuerlig genfødsel i denne verden, og bliver straffet eller belønnet i fremtidige liv.

Endnu større vanskeligheder rejser sig når vi kommer til spørgsmålet om livsformer. At formulere en fuldstændig afbalanceret livsmåde der er i overensstemmelse med Guds velbehag, ved kun at anvende menneskelig logik, er overordentlig vanskeligt. Dette gør sig gældende selv om man er udstyret med de højeste fakulteter af viden og intellekt, og har et stort lager af erfaringer og visdom. Chancerne for at formulere korrekte synspunkter vedrørende livet, er få, hvis man selv skal gøre det. Selv efter et livs erfaringer og ved at reflektere over disse, igen og igen, vil der være tvivl tilstede om, hvorvidt man nu også valgte rigtigt og fulgte den sande vej gennem livet.

Den mest fyldestgørende og mest retfærdige test på menneskets visdom, argumentation og viden, vil muligvis være den, at efterlade mennesket uden nogen ekstern retledning overhovedet. Men dette ville indebære, at kun de med den evner og målrettethed, ville kunne nå frem til den sande vej og overleve derved. Gud har derfor sparet mennesket for en sådan hård prøvelse. Til vidnesbyrd om Hans nåde og velgerninger, har Han oprejst mennesker blandt menneskeheden, til hvem Han gav sand og fuldkommen viden om Sine egenskaber, Sin lov og korrekte livsform. Han gav dem viden om livets mening og formål, om livet efter døden, og har derved, vist måden hvorpå mennesket kan opnå succes og evig lykke.

Disse udvalgte folk, er Guds sendebud. Hans profeter. Gud har overført viden og visdom til dem, gennem åbenbaring (wahi), og bogen hvor disse guddommelige overførelser findes, kaldes Guds bog, eller Guds ord. Testen på menneskets visdom og intellekt, findes derfor i dette, at acceptere Guds sendebud, efter at have observeret deres rene og fromme liv, og efter at have studeret deres noble og fejlfrie lære? Et menneske med visdom og sund fornuft, vil acceptere instruktioner givet af sandhedens sendebud. Fornægter mennesket Guds sendebud og deres lære, vil denne fornægtelse klart vise, at det er uden evne til faktisk at opdage sandhed og fromhed, når det rent faktisk er vidne til den. Mennesket i denne situation vil ikke bestå prøvelsen, og vil aldrig kunne opdage sandheden om Gud, Hans love og livet efter døden.

TROEN PÅ DET UKENDTE
Det er en dagligdags ting at søge efter en der kender til tingene, når man står og ikke rigtig ved hvordan man skal gribe en ting an. Bliver man syg, og ikke selv kender en kur, så går man til en læge, og følger hans instruktioner uden videre spørgsmål. Hvorfor nu det? Det er fordi, han har kvalifikationer til at give medicinsk rådgivning. Han har erfaring og har kureret utallige patienter før en selv. Det samme gør sig gældende indenfor jura, man accepterer det som en kvalificeret jurist rådgiver om, og handler i overensstemmelse hermed. Gælder det uddannelse, stoler man på sine lærere. Skal man til et bestemt sted, og ikke ved hvor det er, så spørger man en der er stedkendt, og følger vedkommendes anvisninger. Med andre ord, den måde man anvender til at finde råd og anvisninger på, når man ikke selv rigtigt ved, hvad man skal gøre, hos en specialist på sit felt, er måden at søge viden om det ukendte i den umiddelbare nærhed, hvorefter man modtager rådet og metoden uden yderligere tvivlsomme spørgsmål, kaldes «troen på det ukendte» (iman b'il ghaib).

Troen på det ukendte (Iman b'il ghaib) viser, at man får viden fra en person, der er kender til noget, som man ikke før havde kendt til. Man kender ikke Gud og Hans virkelige egenskaber. Man kender ikke til Hans engle, og at de er væsener, der dirigerer hele universets maskineri i henhold til Hans ordrer, og at de omgiver os hele tiden. Hvis vi ikke er klar over, hvordan vi lever livet bedst, og gennem hvilken måde vi kan behage Gud mest, er vi i mørke hvad angår det kommende liv, og så må vi gå til profeterne for at få oplysninger om det, fordi informationer af denne art er blevet overført til dem direkte fra det «Guddommelige Væsen». Profeterne er mennesker hvis oprigtighed, ukrænkelighed, pålidelighed og guddommelighed og absolutte renhed, står som et uimodsigeligt bevis på deres sande påstand om «viden». Hævet over det hele finder vi, at visdommen og sandheden i deres meddelelse, tvinger os til at indrømme at de taler sandt og fortjener at blive stolet på og fulgt.

Denne overbevisning er troen på det ukendte (iman b' 'ghaib). En sådan sandhedsopdagelse og sandhedserkendelse er nødvendig og essentiel at være udstyret med for at kunne være adlydende overfor Gud, og for at handle i overensstemmelse med Hans velbehag, for der er ingen anden overbringer af sand viden end Guds sendebud, og uden den sande viden kan vi ikke komme videre på Islams vej.

...

På arabisk betyder « ilah » en der tilbedes, et væsen der ikraft af sin storhed og kraft findes værdigt til tilbedning, værdigt til at bøje sig for i ydmyghed. Alt, eller et hvilket som helst væsen, der besidder så stor en kraft og styrke, at det ikke kan overskues af mennesket, kaldes Også " ilah ". Begrebet «ilah» inkluderer også det, at væsenet besidder ubegrænset magt, at andre er afhængig af «ilah», og at det ikke selv er afhængig af nogen anden. Desuden indeholder «ilah» en betydning af noget tildækket og mystisk. Det persiske ord «Khuda», «Deva» på hindi og «Gud» på dansk, indeholder en lignende betydning. Andre sprog har et ord med tilsvarende betydning.

Ordet Allah er Guds essentielle personlige navn. La illaha il-Allah, betyder ordret: «Der findes ikke nogen ilah, bortset fra det Ene Store Væsen hvis navn er Allah.» Det betyder, at der i hele universet absolut ikke findes noget væsen, der fortjener at blive tilbedt, bortset fra Allah, det er kun for Ham, at hovederne bør bøjes i underkastelse og forgudelse, at Han er det eneste væsen der besidder alle kræfter, at vi er i behov for Hans velgørenhed, og at vi er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vores sanser, og vores intellekt kan ikke fatte hvad Han er.

TROEN PÅ GUDS ENGLE
Muhammad (fred være med ham) forbød os at tilbede engle, og at associere nogen guddommelighed med dem. Han har også fortalt os, at de var Guds udvalgte skabninger, syndfrie, og ifølge deres natur ude af stand til at nægte lydighed overfor Gud. Desuden fortalte han, at disse engle konstant er omkring os, og at de noterer og bemærker alle vore gøremål, gode eller dårlige. De er i besiddelse af en komplet optegnelse over hvert menneskes handlinger. Efter vores død vil de præsentere en fuldstændig rapport over alle vores handlinger i livet, og vi vil i denne rapport finde korrekthed til punkt og prikke, intet er udeladt. 

Vi har ikke fået noget dybere kendskab til englenes natur, kun nogle af deres evner og gode egenskaber er blevet meddelt os, og vi er blevet bedt om at tro på deres eksistens. Vi har ingen anden måde at komme til at kende deres egenskaber og evner på. Det vil derfor være rent gætteværk, hvis vi på egen hånd ville søge at give dem egenskaber. Vi må nøjes med at tro på dem, nøjagtig på den måde vi er blevet bedt om det. At fornægte deres eksistens er (kufr), fordi vi for det første ikke har nogen grund til at fornægte deres eksistens, og for det andet fordi det ville være at tilskrive usandhed til profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, hvilket ville være en stor skændsel. Vi tror på dem, fordi det sande Guds sendebud har fortalt os om dem.

TROEN PÅ GUDS BØGER
Den tredje trosartikel som profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, har befalet os at have, er troen på Guds bøger. De bøger Han har nedsendt til menneskene gennem sine profeter. 

Gud har åbenbaret sine bøger til profeterne før Muhammad (fred være med ham), og disse bøger er blevet nedsendt til menneskene, på samme måde som Han nedsendte al-Qur'an til profeten Muhammad. Vi er blevet informeret om nogle af navnene på disse bøger: Abrahams bog, Moses bog (al-Tawraah), Davids bog (al-Zabuur), Jesus bog (al-Indjiil). Vi er ikke blevet informeret om andre bøger end de nævnte profeters, derfor er vi ikke i stand til at sige med sikkerhed, om andre end disse bøger er åbenbarede eller ej, i deres oprindelige form. 

Det er dog vores principielle tro, at alle bøger der er blevet åbenbaret fra Gud, er sande bøger hele vejen igennem. 

Af de bøger vi har nævnt, er Abrahams bøger ikke tilstede mere, og de er ikke til at spore i verden i dag. Davids salmer (al-Zabuur), det gl.testamente (al-Tawraah) og det nye testamente (al-Injiil) fra Moses og Jesus, eksisterer i dag hos deres respektive folk, men igennem Qur'an ved vi, at disse bøger ikke er korrekte i alle henseender, da teksterne er blevet sammenblandet med ting fra folkenes egne forestillinger. Denne korruption og sammenblanding af tingene i disse bøger er så velkendt, at selv jøderne og de kristne indrømmer, at de ikke i dag har den originale tekst, men kun dens oversættelse, der er blevet ændret igennem årene, og som stadig bliver revideret. Når vi læser i disse skrifter, finder vi mange passager, der tydeligvis viser, at de ikke kan være fra Gud. Guds ord og menneskers ord er blandet sammen i dem, og vi har ingen mulighed for at finde frem til hvad af det, der er fra Gud, og hvad der er fra mennesker. 

Vi er blevet befalet at tro på de tidligere åbenbarede bøger på den måde, at vi indrømmer at der før Qur'an, er blevet sendt bøger ned fra Gud til profeterne, og at de alle var fra den ene og samme Gud, den samme der sendte Qur'an. At Qur'an er blevet sendt til os, er altså ikke nogen besynderlig begivenhed, fordi det er en fortsat begivenhed, der bekræfter de guddommelige instruktioner til folkene, som var gået tabt igennem historisk tid. Al-Qur'an er den sidste af de guddommelige bøger sendt fra Gud.

TROEN PÅ GUDS PROFETER
I forrige kapitel forklarede vi, at Guds sendebud blev oprejst i hver deres nation, og at de alle i hovedtrækkene bragte samme religion -ISLAM - som profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, prædikede. I dette forhold står alle Guds sendebud på linje med hinanden. Hvis et menneske bare fornægter en af dem, er det, som om det fornægter dem alle. Og hvis et menneske tror på en enkelt af dem, så må han også tro på dem alle. Årsagen er simpelthen den, at hvis ti mennesker fremsætter en og samme udtalelse, og du indrømmer at en af dem er sand, så er det naturligvis et faktum, at de andre ni også er taler sandt. Det samme ville naturligvis være tilfældet i modsat fald. Hvis den ene udtalelse var usand, ville de andre ni også være det. Det er af denne årsag, at det i Islam er absolut nødvendigt at have tro på alle de sendte profeter. En person der fornægter en bestemt profet er en kafir, selv om vedkommende måske tror på alle de andre profeter. 

Traditionen fortæller os, at der til verdens utallige folkeslag på forskellige tidspunkter er blevet sendt i alt 124.000 profeter. Hvis du tager livet på jorden med i betragtningerne, helt fra begyndelsen, med alle de nationer og folkeslag forskellige steder på kloden, så synes dette tal ikke at være for stort. Vi er nødt til at tro eksplicit på de profeter, hvis navn bliver direkte nævnt i Al-Qur'an. Hvad angår resten, så er vi blevet instrueret om, at alle de sendte profeter fra Gud til menneskenes vejledning, var sandfærdige mennesker, og dette er tilstrækkeligt for os at vide. 

På denne måde tror vi på alle profeterne i Indien, Kina, Egypten, Persien, Afrika, Europa og alle andre lande i verden, men vi kan ikke præcisere os med hensyn til en enkelt profet, hvis han ikke er blevet navngivet i Qur'an. Vi kan ikke med sikkerhed vide, om han var profet eller ej, fordi vi ikke er blevet fortalt noget konkret om ham. Vi har heller ingen tilladelse til at tale nedsættende om nogle hellige mænd fra andre religioner, da det kan være en reel mulighed, at de var profeter, og hvis deres lære ikke ser ud til at være i overensstemmelse med de øvrige (i-qur'an) nævnte profeters, så er det måske deres følgere, der har påført ændringer i deres eftertid. Måske på samme måde som det er sket med følgerne efter Moses og Jesus (Guds fred være med dem). Det er derfor, at vi, hvis vi tilkendegiver nogen mening om dem eller deres lære, kun mener visse ting omkring deres ritualer og opfattelser indenfor den religion, der bærer navn efter en given profet. Når det gælder selve den profet, der er tale om, så er vi naturligvis helt tavse, fordi vi ikke vil risikere at komme i den situation, at vi skulle blive skyldige i at tale nedsættende om en af Guds profeter. 

Alle Guds profeter er blevet udnævnt af Ham til at belære om den direkte vej «Islam». I denne betydning er der ingen forskel på Muhammad og de andre profeter (Guds fred og velsignelser være med dem alle), og vi er blevet beordre at tro på dem, på samme måde. Alligevel, til trods for denne ensartethed, er der disse tre følgende forskelligheder mellem dem:  

Profeterne i fortiden kom til et bestemt folk for en bestemt tidsperiode, mens profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, er blevet sendt til hele menneskeheden for al fremtid. 

Læren fra de tidligere profeter er enten fuldstændig forsvundet, eller de få ting der stadig er tilbage, er blevet blandet sammen med fejlcitater og fiktive udtalelser. Af denne årsag er det ikke muligt at følge deres lære i dag, selv om man gerne ville det. I kontrast til dette står profeten Muhammads lære, hans livshistorie, hans moral, hans livspraksis, vaner og gode egenskaber i øvrigt; kort sagt, alle hans livs og livsarbejdes detaljer er bevaret. Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, er derfor den eneste fra hele profetrækken, der er en levende personlighed i hvis fodspor vi kan gå, med tiltro og vished. 

Den retledning der var ledetråden fra fortidens profeter var ikke fuldkommen, forstået på den måde at efter enhver af de tidligere profeter blev der sendt en efterfølgende profet til at fortsætte den tidligere arbejde, gennem tilføjelser moderationer eller nye forordninger, og derigennem blev en udvikling og en reformation videreført. Det er derfor at de tidligere profeters lære efter et tidsrum forsvandt og blev glemt. Der var jo ingen grund til at bevare den og lappe på det hele, når fornyet retledning og reform allerede var sendt i form af en ny profet. Til sidste blev menneskeheden givet den mest perfekte retledning, og alle de tidligere profeters lære blev derved opløst, eller erstattet gennem fuldkommengørelsen i døden. Profeten Muhammad har vist os, at vi må have tillid til og tro på, at vi efter døden vil blive oprejst efter døden, og at vi vil komme til at opleve dommedagen. Det essentielle i denne læresætning er som han har lært os: 
-
At denne verdens liv, og alt hvad der findes i den vil komme til en afslutning på en bestemt og fastsat dag, Alting vil blive opløst. Den dag kaldes (al-Qiyaamah), den sidste dag.  
- A
t alle mennesker der har levet i verden siden den tidligste start, vil blive bragt til live igen, og blive fremstillet foran Gud, der vil give sin dom over mennesket den dag. Dette kaldes opståen (hasr).  
-
At den fuldstændige optegnelse for alle mænd og kvinders handlinger, gode eller dårlige, vil blive præsenteret foran Gud til Hans bedømmelse.  
-
At en person hvis gode handlinger er flere end dårlige, vil blive belønnet; og en person hvis dårlige handlinger er flere end gode vil blive straffet.  
- At de der kommer fra denne dom med succes, vil gå til paradiset, og at dørene for uendelig velsignelse vil stå åbne for dem; de der er fordømt og som vil blive straffet vil blive sendt til helvede, et sted med ild og tortur. 

Troen på et liv efter døden har altid været en integreret del af profeternes lære. Enhver profet har bedt sine følgere om at have troen på dette i behold, på samme måde som den sidste profet Muhammad har bedt os om at tro. Dette har altid været en essentiel del af det at være muslim. Alle profeterne har kategorisk afvist enhver der fornægter denne del af profeten Muhammads lære, Allahs velsignelse og fred være med ham. Det ville være både uklogt og frugtesløst at følge en uperfekt lære, når der samtidig er en perfekt lære tilstede. Den der følger Muhammad, følger samtidig alle de tidligere profeter, for alt hvad der i deres lære var godt og grundlæggende er legemliggjort i denne sidste profet og hans lære. Derfor, enhver der fornægter at tro på, og fornægter at følge, profeten Muhammads, Allahs velsignelse og fred være med ham, lære, og i stedet vælger en anden lære, opnår kun at afskære sig selv fra den store mængde af gode og anvendelige instruktioner og retledning, der er legemliggjort i denne profet. Muhammads, Allahs velsignelse og fred være med ham, lærdom har en sådan fylde og dybde, at noget tilsvarende hos tidligere profeter sendt fra Gud, ikke er set.

Det er af denne årsag, at det er så væsentligt for ethvert menneske at have tro på Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham. At blive en sand muslim (dvs. en følger af profeternes livsførelse) kræver komplet tro på profeten Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham, og det kræver en bekræftelse på følgende:
- at han var en sand profet fra Gud, 
- at hans lære er absolut perfekt, og fri for nogen fejl. 
- at han er den sidste profet sendt af Gud. Efter ham vil der ikke blive sendt flere profeter til noget folk, og der vil ikke opstå nogen anden personlighed, som det er essentielt for muslimer at tro på, indtil dommedag. 

TROEN PÅ LIVET EFTER DØDEN
Den femte artikel i den islamiske tro er troen på et liv efter døden, og den eller som kaster så meget som skyggen af tvivl over dette, er en kafir. Dette er tilfældet, fordi en fornægtelse af livet efter døden gør alle de andre dele af troen meningsløs. En sådan fornægtelse vil tillige destruere selve grundlaget for godhed i livet, og mennesket ville nødtvungent stå med et liv i uvidenhed og vantro. Den der reflekterer en lille smule over dette vil se det ganske klart. 

I hverdagen, når som helst du bliver bedt om at gøre noget, tænker du straks: hvad godt er der i dette, og hvad er skadeligt? Dette er selve den menneskelige natur, vi bedømmer altid en handling uden nogen form for resultat, som unødvendig. Man vil ikke finde det tilfredsstillende som menneske at tilbringe sin tid på meningsløse og unødvendige job, og på samme måde vil vi heller ikke gå særlig højt op i at undgå nogle ting der ingen skade forvolder. Den almindelige regel er, at jo stærkere din overbevisning om en tings meningsløshed er, des mere vil din reaktion mod den blive manifesteret, og jo mere tvivl du har om nødvendigheden af noget, des mere flakker din stræben efter det. I det store og hele er det, som et barn der stikker sin hånd ind i ilden, fordi det ikke er sikker på om ild nu også brænder og gør ondt. Hvorfor er der nogle folk der undgår studier? Fordi de ikke til fulde forstår det væsentlige og alle fordelene ved uddannelse, og fordi de ikke tror på at alt det, de ældre søger at presse ind i deres hoveder. 

Tænk på en mand der ikke tror på dommedagen. Han vil ikke opfatte troen på Gud og et liv i henhold til Hans veje som noget med konsekvenser. Hvilke værdier skulle han placere i at søge Guds velbehag? For en sådan person er hverken det at adlyde Gud eller at nægte Gud Iydighed af nogen betydning. Lydighed eller ej, der er ingen konsekvenser - så hvorfor skulle han bekymre sig om at følge Guds forordninger? Eller Hans profeter, eller Hans bøger? Hvad mening ville der for ham være i at gå gennem prøvelser og ofringer i en stræben efter at undgå verdens fristelser? Hvilken gavn ville det være for et menneske at have troen på Gud, hvis han samtidig blot kunne leve efter sit eget forgodtbefindende og kun følge sine egne lyster? 

Dette er ikke alt. Hvis man går endnu dybere i sine betragtninger, finder man, at troen på et liv efter døden er den mest afgørende faktor i menneskets liv. Menneskets accept eller forkastelse af dette er direkte afgørende for menneskets adfærd og kurs. 

Et menneske, der alene er optaget af sin succes i dette liv, vil kun blive interesseret i øjeblikkelige fordele eller ulemper, sådan et menneske vil ikke påtage sig nogle gode handlinger, hvis ikke der er nogen øjeblikkelig materiel fordel forbundet hermed. Et sådan menneske vil heller ikke kunne afstå fra nogen ting, med mindre der er en tydelig ulempe som umiddelbar følge heraf. 

Men det menneske der tror på det kommende liv, og som er overbevist om konsekvenserne af egne handlinger, vil se på vinding og tab i denne verden som midlertidige og foranderlige, og vil ikke sætte sit indskud til et senere liv ind på at opnå en lille øjeblikkelig fordel. En person af denne slags vil altid se på tingene i deres videre perspektiv og altid se på den permanente fordel. Denne person vil gøre det gode, uanset prisen han må betale i dette liv, og uanset de ofre han må yde for det i øvrigt. På samme måde vil han søge at undgå det onde og forkerte ud fra den betragtning, at det er de uendelige konsekvenser han skal se på egne indfald og ideer. 

Der er altså en radikal forskel på to sådanne personers tro, indstilling og adfærd. Den enes ide om hvad en god handling er, begrænses af hvorvidt han kan opnå noget øjeblikkeligt ved den. Om han kan opnå noget i dette korte midlertidige liv i form af penge, ejendom, offentligt bifald, eller andre lignende ting der kan give ham ære, magt eller position, eller blot verdslig lykke. Sådanne ting bliver hans livsobjektiver. At opfylde sine egne ønsker og selvskabte behov bliver til hovedindholdet i hans liv, og han holder sig ikke tilbage fra ondskab og uretfærdige midler, hvis det fører til hans mål. På samme måde er hans opfattelse af onde eller dårlige handlinger den, at det enten er noget der giver risiko eller en fare for sine personlige interesser i denne verden, som f.eks. tab af liv eller ejendom, sygdom eller at blive påført et dårligt rygte, eller en anden ubehagelig konsekvens. 

I modsætning til dette er den troende mands opfattelse af godt og ondt helt forskellig. For ham er alt hvad der glæder Gud godt, og alt hvad der påkalder Guds unåde er dårligt eller ondt. Efter hans opfattelse vil en god handling forblive god, også selv om den ikke tilsyneladende bringer nogen fordel for ham i dette liv, og selv om det ser ud som om, der bliver ham et tab tildelt på grund af denne gode handling. Han er overbevist om, at Gud vil belønne ham i det evige liv, og det vil blive den virkelige succes for ham. Og på samme måde vil han ikke forfalde til nogen misgerning på grund af noget materielt, for han ved, at selv om det så også skulle lykkedes for ham at undgå straf i dette liv, så vil han alligevel blive taberen, når han skal stille i Guds retssal senere. Han tror ikke på en relativ moralsk standard, men holder sig til en absolut standard, som den er åbenbaret af Gud, og lever i henhold til den, uanset om der er et materielt håb involveret, eller om der skulle være en fare forbundet med det i denne verden. 

...

Det ovenfor nævnte er de fem trosartikler, der er grundlaget for Islams struktur på dette område, det er indeholdt i den kendte betegnelse «kalima tajiba». Når man erklærer «La ilaha il-Allah» (der er ingen gud anden end Allah), opgiver man alle de falske forestillinger om Gud og befæster troen på den Eneste Gud - Allah. Derefter bekræfter man profethvervet hos Muhammad ved at tilføje: «Muhammad -ur- rasul-Ullah» (Muhammad er Allahs profet). Ved tilkendegivelsen af hans profetværdighed bliver det obligatorisk at acceptere de trosartikler vi har nævnt. Først troen på Gud med Hans suverænitet og ophøjethed, Hans engle, Hans åbenbarede bøger, livet efter døden og dommedag. Det bliver obligatorisk at følge metoden til at adlyde Allah, og tilbede Ham på den måde profeten Muhammad har bedt os om (fred være med ham). Det er der, vejen til frelse ligger.

Uddrag fra Islams principper af Abul a´la Maududi